Verdenserklæringen om Menneskerettigheder er blevet en af de mest oversatte dokumenter i verden og findes på mere end 500 sprog. Dokumentet vidner om 71 års bestræbelser på at skabelig lighed mellem menneskerettigheder for alle, hvor rent drikkevand blot er en af flere fokuspunkter. Papua New Guinea, Uganda, Niger, Mozambique, India og Pakistan er lande, som alle har den største befolkningsandel, som ikke har adgang til rent drikkevand inden for 30 minutter, hvor 60 % af befolkningen ikke har adgang til rent drikkevand i nærheden af deres hjem. Denne ulighed er ikke retfærdighed. Især ikke i en tid, hvor mange af I-landende tager rent drikkevand for givet. Velgørenhedsorganisationer som Dig Deep gør deres bedste til at gøre balancen mere jævn og Waterlogic er stolte af at kunne støtte deres arbejde ved at give adgang til rent drikkevand i fjerntliggende områder i Kenya.
Er adgang til drikkevand en menneskeret?
Menneskerettigheder er rettigheder, som alle mennesker på jorden har. De inkluderer retten til at leve, frihed fra slaveri og tortur, ytringsfrihed og retten til at arbejde og uddannelse. Som specificeret i UN Resolution 64/292 har alle mennesker retten til rent vand og basal hygiejne. Den beskriver, hvordan rent drikkevand og muligheden for basal hygiejne er ”essentielt for at kunne opretholde alle menneskerettigheder”, hvilket blot demonstrerer, hvordan adgangen til rent og sikkert drikkevand udgør fundamentet for alle andre menneskerettigheder. Men, hvordan kan vi vide, at vi er kommet i mål?
Så skal mennesker bruge mellem 50 og 100 liter vand om dagen
Ifølge World Health Organisation (WHO) så skal mennesker bruge mellem 50 og 100 liter vand om dagen for at kunne vaske og drikke. Men, de største forbrugere af vand er ikke husholdningen: Virksomheder og arbejdspladser bruger næsten to tredjedele af alt vand.
WHO har også lavet en ’Guidelines For Drinking Water Quality’ som beretter, at forsyningen skal være fri for mikroorganismer og kemiske stoffer. Det skal samtidig ikke lugte, være misfarvet eller smage underligt. United Nations Development Program foreslår, at vand ikke bør koste mere end 3 % af husholdningsindkomsten. På trods af de meget klare retningslinjer og gode intentioner, så har 785 millioner mennesker i verden ikke adgang til rent drikkevand. Det betyder, at de ikke kan skaffe ret drikkevand uden at gå mere end 30 minutter fra deres hjem. Op mod 144 millioner mennesker bor i fattige områder ude på landet, hvor de drikker ubehandlet overfladevand. Det betyder, at de er i risikozonen for at blive syge med diare, kolera, tyfus og polio hver gang de drikker vand.
UN anerkender adgangen til rent drikkevand som en menneskerettighed, men hvad mener regeringer i resten af verden?
Er retten til vand det samme i alle lande?
I UN Resolution 64/292 bliver internationale organisationer og regeringer bedt om at stille deres teknologiske ekspertise, konstruktionsressourcer og finansielle muskler til rådighed, når det kommer til at sikre sikkert, rent drikkevand til rådighed til befolkningen, som de rent faktisk kan betale. Lande som USA, Australien og Storbritannien har ikke stemt for aftalen, så hvad betyder det for befolkningens rettigheder ift. rent drikkevand?
USA
I USA er rent vand ikke en del af deres Forfatning. Bill of Rights og US Code omtaler ikke adgangen til rent drikkevand. Det eneste sted, hvor du kan læse om menneskers ret til ”Adgang til sikkert, rent og billigt drikkevand” er i California Water Code. Men, selv denne lovgivning beretter ikke om, at det er regeringens ansvar og sørge for vandet; hvilket betyder, at det er mere en anerkendende kommentar end en menneskerettighed.
Storbritannien
Regeringen anerkender, at alle har ret til drikkevand og passende hygiejne. Disse områder falder nemlig ind under en persons ret til passende levestandard, som står i Artikel 11 i International Covenant on Economic, Social and Cultural Rights. Storbritannien anerkender, at hygiejne er en menneskeret ved international lov og har for nyligt engageret sig i målet om, at mindst 60 millioner mennesker i landet skal have adgang til rent drikkevand, renlighed og hygiejne.
Australien
Ligesom i Storbritannien, har Australien også anerkendt retten til en passende levestandard under Article 11 of the International Covenant on Economic, Social and Cultural Rights. Dette dækker over fødevarer, vand og et hjem. Australien forventer, at regeringen igangsætter passende initiativer, som skal sørge for rent drikkevand, hvilket vil sørge for en passende levestandard for alle og give dem muligheden for at bekæmpe sygdomme.
Uligheden vil fortsætte med at vokse
Til trods for de mange love, som anerkender vand som en fundamental menneskerettighed, så er adgangen til vand på tværs af nationerne utroligt stor. I lande som Mozambique har lokale adgang til så lidt som 10 liter vand om dagen – hvilket er lige så meget vand, som et skyld i toilettet – mens europæere bruger op mod 300 liter vand om dagen. Op til 50 % af Senegals skoler har ikke vand eller sanitære produkter, og i disse faciliteter er der sjældent adskilte toiletter for piger og drenge. Hvad gør uligheden endnu større er, at rent drikkevand i mindre udviklede byer som Jakarta, Manila og Nairobi koster mellem 5 og 10 gange mere, end hvis man boede i udviklede byer som London eller New York. Det kan koste op mod 6 måneders løn for de fattigste 20 % at blive koblet til vandforsyningen i Kenya.
De seneste undersøgelser viser, at op mod hver tredje person i verden ikke har adgang til sikkert drikkevand, og det sker på et tidspunkt, hvor vand som ressource bliver mindre og mindre udbredt på global skala. Efterhånden som der bliver længere og længere mellem vandforekomsterne, så vil vi alle blive tvunget til at arbejde sammen for at finde en løsning, der gavner alle parter.